Interview med Jette Szabo, sygeplejerske i Hospice Søndergårds udgående hospiceteam

Hvorfor blev du sygeplejerske, Jette?

Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske. Jeg stiftede meget tidligt bekendtskab med sundhedsvæsnet. Dels hørte jeg til de børn, der havde ’klippekort’ til skadestuen, dels var min mor plejer på Skt. Hans Hospital, og min gudmor var sygeplejerske. Og de kunne begge lide deres fag, så det var ikke svært for mig at vælge uddannelse.

Hvor fik du din uddannelse, og hvordan forløb dine første år som sygeplejerske?

Jeg var 25 år, da jeg i 1987 blev færdiguddannet fra Hvidovre Sygeplejeskole, og som nyuddannet sygeplejerske arbejdede jeg på den halvintensive mave-tarm-afdeling på Hvidovre Hospital. Efter et halvt år blev jeg ansat på hospitalets skadestue – akutområdet –, hvor jeg kom i ’mesterlære’ blandt erfarne sygeplejersker. Det var et område, der krævede, at man var i konstant alarmberedskab – noget, der ikke faldt mig svært i mine unge år. Jeg havde en indstilling om at ville være med til at bekæmpe den – som jeg opfattede det – uretfærdighed, der havde ramt de mennesker, som kom ind på skadestuen med traumer. Nogle af dem var jo fx unge forældre, som mistede deres nyfødte i vuggedød, andre blev hårdt kvæstet i bilulykker. Hvorfor skulle netop de udsættes for ulykker og svær tilskadekomst så tidligt i deres liv?

Jeg kunne – og kan stadig – virkelig lide at være sygeplejerske, men med årene blev jeg mere og mere følsom, særligt efter at min søster fik børn. Dertil kom, at nogle af mine arbejdskollegaer blev ramt af diverse alvorlige sygdomme, og jeg selv blev kørt ned. Jeg slap heldigvis uden varige mén, men jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv om, hvorfor jeg ikke blev varigt skadet. Alt i alt begyndte det at komme for tæt på, og min ’kvote’ for den slags ’traumearbejde’, hvor jeg hele tiden skulle være i akutberedskab, var opbrugt. Jeg måtte erkende, at jeg skulle videre.

Hvad gjorde du så?

Jeg arbejdede i nogen tid på ortopædkirurgisk afdeling og søgte derefter tilbage til mave-tarm-sengeafdelingen, hvor jeg så var ansat i 7 år. Til sidst blev rammerne dog for pressede. Jeg søgte job på Amager Hospitals psykiatriske afdeling, men fortrød og sprang fra ansættelsessamtalen, da jeg samtidig fik tilbudt en stilling som konsultationssygeplejerske hos en praktiserende læge, og dér blev jeg i 4 år.

Livet handler jo om at gøre dét, der gør én glad – uden at skade andre – og jeg uddannede mig også inden for flere alternative behandlingsformer og blev bl.a. zoneterapeut. Gennem de uddannelser fik jeg en forståelse for, at der findes mere end én løsning på tingene.

Hvordan blev din interesse for det palliative område vakt?

Jeg blev inspireret af den måde, som den praktiserende læge, jeg var ansat hos, arbejdede på. Hun anlagde et holistisk syn på sine patienter og var en omhyggelig og ’langsom’ læge, der gav sig god tid til dem. Hver fredag besøgte hun sine terminale patienter og gik faktisk med tanker om at oprette et hospice i Nordsjælland. Disse ting tilsammen gav mig lyst til at søge ind på det palliative område, for jeg har altid gerne villet arbejde med døende, når jeg havde opnået en vis livserfaring.

Så i 2009 sendte jeg en uopfordret ansøgning til Diakonissestiftelsens Hospice og blev tilbudt en fast stilling. Jeg gik fra at arbejde med en helbredende til en lindrende behandling, som for mig appellerer til det alment menneskelige – om ’at være til stede’ – værenstid.

Hvad fik dig til at skifte til Hospice Søndergård?

Med en god oplæring på et velfungerende hospice i bagagen havde jeg lyst til at være med til at starte noget nyt op, og jeg blev ansat på Hospice Søndergård, da det blev taget i brug i oktober 2010.

Søndergårds udgående hospiceteam blev oprettet i 2013, og i 2017 blev min arbejdsindsats delt op, således at jeg den ene halvdel af tiden fungerede som sygeplejerske på selve hospice og den anden halvdel som udkørende sygeplejerske. Siden januar 2018 har jeg udelukkende arbejdet som en del af det udgående team, som tæller i alt tre sygeplejersker.

Hvad lægger du vægt på i dit arbejde som udkørende sygeplejerske?

Jeg holder mig altid for øje, at jeg kommer som besøgende i mine patienters hjem, og udviser den ydmyghed og respekt, der hører med til at være gæst, fx tager jeg altid skoene af, inden jeg går ind.

Derudover ’scanner’ jeg omgivelserne for at fornemme, hvilke ressourcer og styrker hjemmet/familien indeholder, og jeg lægger vægt på at skabe en respektfuld, uformel stemning omkring mit samarbejde med patienten og hans eller hendes pårørende og samtidig udvise stor faglighed. Det gælder om at få flettet det formelle ind – så at sige at servere det –, ligesom det er vigtigt at gøre patientens udfordringer til noget ’almindeligt’ uden at bagatellisere dem.

Jeg bestræber mig også altid på at huske ting og begivenheder, der optager patienten og de pårørende, og spørge ind til dem. Det virker både relations– og tillidsskabende.

Ved det første besøg i patientens hjem deltager en af Hospice Søndergårds læger som regel samt en hjemmesygeplejerske, og det er med til at understrege nødvendigheden af samarbejdet mellem det udgående hospiceteam og hjemmeplejen.

Kan du kort beskrive dit forhold til det at være palliativ sygeplejerske?  

Det at være palliativ sygeplejerske og pleje døende mennesker i deres eget hjem er det bedste job for mig i denne del af mit liv. Det er på en måde ’det letteste job’, fordi jeg har personlig livserfaring og faglig erfaring med mig. Samtidig er det på mange måder det sværeste job på grund af den fase i livet, mine patienter befinder sig i. Og særligt i den livsfase handler meget af arbejdet om tillid og relationer – og lidt farmakologi.

Interview ved Marianne Kempf