Interview med Susanne Munch Nielsen, frivillig på Hospice Søndergård

Susanne, hvorfor blev du frivillig på Hospice Søndergård?

Det har været et stort og voksende ønske for mig igennem mange år, mens jeg arbejdede som ergoterapeut i psykiatrien, at komme til at arbejde som frivillig, efter jeg stoppede med at arbejde.

Men hvorfor blev det lige Hospice Søndergård?

Min mand, Mogens, arbejder som læge i Kræftens Bekæmpelse og var i den forbindelse nogle dage på besøg på Hospice Søndergård og kom hjem og talte meget positivt om stedet. Og da jeg jo er vant til at arbejde med mennesker, som har det svært, og tale med dem om ting, som har stor betydning for dem, besluttede jeg mig for at gøre en forskel dér og begyndte så som frivillig på hospice i januar 2017.

Hvordan er det at være i kontakt med livstruende syge mennesker, som ved, at de har kort tid tilbage at leve i?

Man skal selvfølgelig ikke have berøringsangst med sygdom og alvorligt syge mennesker. Men ofte bliver man overrasket over, hvor afklaret omkring sin situation et alvorligt sygt menneske kan være.

Hvordan vil du beskrive miljøet på Hospice Søndergård?

Miljøet på Hospice Søndergård er gennemsyret af respekt for etiske værdier. Ikke alene er stedet smukt rent fysisk – miljøet er også smukt i overført betydning, forstået på den måde, at det får alle, der har brug for at være der, til at føle sig velkomne og set som de mennesker, de er. Stedet føles som dit og mit og alles – reglerne er få, og livet sættes i højsædet ud fra en grundlæggende holdning om, at ”alt kan lade sig gøre”. Det er et rigtig rart miljø, som matcher mine egne holdninger og værdier.

Hvilke opgaver løser du som frivillig på hospice?

Som alle nye frivillige var jeg igennem nogle såkaldte intro-vagter – vagter, hvor man som ’føl’ deltager i en erfaren frivilligs vagt og introduceres til de opgaver, som den pågældende løser. Det kan være opgaver, som indebærer direkte kontakt med beboerne på deres stuer, og opgaver, hvor kontakten er mere indirekte.

Jeg havde på forhånd et ønske om at have direkte kontakt med beboerne, og det har jeg på min frivilligvagt hver anden torsdag.

 Hvordan foregår din kontakt med den enkelte beboer?

Før jeg banker på døren til beboerens stue, ’tømmer’ jeg mit sind for indtryk fra andre beboere og gør mig på den måde klar til et nyt møde. Der kan være tale om en beboer, som jeg har talt med tidligere, eller om en beboer, som jeg ikke har mødt før. Jeg præsenterer mig selvfølgelig altid og siger, at jeg er frivillig på hospice. Det gælder om hurtigt at fornemme, om beboeren har lyst og overskud til at tale med mig. Situationsfornemmelse er altafgørende for alle, der arbejder på hospice.

Hvad gør det ved dig som menneske at færdes på hospice?

Når jeg går ind ad døren på Hospice Søndergård, indoptager jeg så at sige stedet. Det føles som en slags helle, hvor nøgleordet er nærvær i samværet med beboerne, og hvor det at hvile i sig selv og leve i nu-et får en særlig betydning. Tempoet skrues ned, og verden udenfor forsvinder for en stund.

Bliver man som frivillig immun over for de indtryk, man får på et hospice?

Nej, det gør man bestemt ikke. Selvfølgelig er der altid beboere, som gør større indtryk på én end andre. Jeg bliver altid særligt berørt, når der er tale om unge beboere – unge mødre eller fædre med børn – for hvem livet slutter, før det rigtigt er begyndt. Jeg mener, det er helt i orden at blive berørt – og vise det – den dag man ikke længere føler empati med beboerne og deres pårørende, bør man seriøst overveje at trække sig tilbage som frivillig.

Interview ved Marianne Kempf

Hvis man kan tænke sig at blive frivillig på Hospice Søndergård, kan man kontakte frivilligkoordinator Marianne Meinert – tlf. 44 20 86 40 – mail: mrt@ok-fonden.dk